Hvad vil det sige at have sin sårbarhed med sig i en professionel sammenhæng, hvor man arbejder sammen for at nå resultater på en effektiv måde? Hvorfor er det overhovedet vigtigt at have fokus på sårbarhed, når vi ikke er i privatsfæren? På RådgivningsDanmarks årskonference 2023 gav Heidi Graff, som er ejer af virksomheden Interplay og medlem af RådgivningsDanmarks akkrediteringsnævn, en rundtur i relationel ledelse og relationelle kompetencer, hvor sårbarhed er – eller kan være – en styrke, en mulighed for læring og måske en genvej til gode resultater. Vi samler op på Heidis oplæg, og hvordan det knytter an til resten af konferencens emnefelt.
Der er nogle ting, vi altid har med os, bare fordi vi er mennesker. For Søren Kierkegaard – som vi hørte om på konferencens første dag fra teolog og Kierkegaard-forsker Pia Søltoft – er det angsten, der følger med os som et grundvilkår. Den kommer indefra, vi producerer den selv og kan bruge den som brændstof, og når bare vi ikke lader den overmande os, er den en positiv kraft.
Ikke for meget, ikke for lidt, men lige tilpas
Parallellen til sårbarhedsbegrebet er oplagt, fordi vi i Heidi Graffs udlægning altid har den med os i alle relationer. Og fordi den er et grundvilkår, er der ingen vej uden om at forholde sig til den. Det gælder i ledelse såvel som mellem kolleger og i relationen mellem rådgiver og bruger. Vi må gøre en dyd af nødvendigheden og bruge sårbarheden til noget positivt. Det kræver forskellige og kontekstafhængige strategier at lade sårbarheden fylde – ikke for meget, ikke for lidt, men lige tilpas.
Den berømte gyldne middelvej ser nemlig helt forskellig ud i forskellige relationer eller kontekster. Sårbarheden skriver sig i en arbejdssammenhæng op mod perfektionisme, nulfejlskultur og konstante krav til at præstere. Det er en ledelsesopgave vedholdende at invitere til og åbne for sårbarheden på en måde, så det er trygt for alle at være mindre perfekte, turde fejle, have mindre fokus på præstation.
Sårbarheden er en bro mellem mennesker
Sårbarheden er også en bro mellem kolleger, mellem leder og medarbejder, mellem rådgiver og bruger. Den er fælles for alle mennesker, og det, der er fælles, kan også samle os om et fælles projekt. Den kan give plads til tvivlen og nysgerrigheden, så vi kan undersøge noget uden at skulle skynde os frem til en konklusion eller et resultat. Der er undersøgelser, som viser, at evnen til at tåle det kognitive ubehag ved at blive længe i en tvivlsfase eller i en undersøgende fase øger sandsynligheden for i sidste ende at nå en bedre og mere kreativ løsning på et problem eller en opgave. Flertydighedstolerance, kalder man det.
Konferencen var ikke just fattig på konkrete eksempler på sårbarheden som samlende kraft. Når nogen stiller sig op og tør være hudløst sårbar som f.eks. billedkunstneren Gudrun Hasle gjorde det i sit oplæg, inviterer det til et fællesskab, hvor man kan bære sine fejl frem på et sølvfad og hjælpes ad om noget. I en sammenhæng, hvor man har med sårbare brugere at gøre, kan der ligge en asymmetri i, at den rådsøgende per definition er i en sårbar position, mens den rådgivende i udgangspunktet ikke er det. Men den grundlæggende menneskelige sårbarhed er der hos begge parter, og det kan man bruge til at skabe en afgørende tillidsbro mellem den rådsøgende og den rådgivende part.
Sårbarhedstømmermænd og den usårlige sårbarhed
Asymmetri findes i mange relationer og er ofte knyttet til magt. Ledere skal være opmærksomme på den ulige magtrelation, når de selv vælger at stå sårbare frem i en relation til medarbejdere. Hvordan sætter man sig selv på spil på en tydelig måde – måske for gå forrest ud ad den vej, der handler om at turde fejle og være uperfekt – uden at overgøre det? Det kan helt sikkert overgøres derud, hvor det bliver ukomfortabelt for begge parter, i stedet for frigørende. Heidi Graff taler om ”sårbarhedstømmermænd”, når man har en situation, hvor nogen (ikke nødvendigvis en leder) kommer til at overdosere sårbarheden. Det kan få den til at slå over i sin modsætning, så den bliver til en skal, man ikke kan trænge igennem. En usårlig sårbarhed.
Derfor er opgaven at have sårbarheden som følgesvend og tilskrive den en passende rolle i den relation, man har til forskellige mennesker i sin hverdag. Man kan kalde det relationskompetence og, som ledelsesbegreb, relationel ledelse. Hvis vi skal gribe tilbage til Kierkegaard og parallelisere til hans angstbegreb, er det et spørgsmål om at bruge sårbarheden som brændstof – et fælles bål at mødes ved. Uden at blive brændt af ilden.
