Nogle rådgivninger arbejder med peer-to-peer-rådgivning, og andre tiltrækker blot mange frivillige, som har personlig erfaring med rådgivningens emne. På RådgivningsDanmarks årskonference fortalte Klavs Serup Rasmussen og Maj-Brit Kjellstrøm Gade fra Peer-Partnerskabet om deres erfaringer fra arbejdet med peers, og konklusionen var klar: Peers kan bidrage til håb og nye perspektiver på andres situation, men organisationen bør støtte op om deres peers og klæde dem godt på. Erfaringerne skal nemlig bruges rigtigt, hvis der skal komme noget godt ud af tilgangen.
”Når vi snakker om levede erfaringer, kan det godt komme til at lyde som datid,” starter Klavs Serup Rasmussen, der er projektansvarlig i Peer-Partnerskabet og selv har erfaring med psykisk sygdom, og han fortsætter: ”Men jeg lever stadig med mine erfaringer, så måske skal det hellere hedde, at vi lever i vores erfaringer.”
Og det er nok et godt sted at starte. For når erfaringerne ikke er fortid, men er en del af livet og nutiden, så må man som organisation sørge for at støtte godt op om dem, der stiller deres erfaringer til rådighed for andre. Og man må forholde sig til, hvordan og hvornår erfaringerne sættes i spil.
Peers er et sted mellem behandler og ven
Men hvad er en ”peer” overhovedet? Det engelske ord ”peer” kan oversættes til ”ligemand”, og peers kan beskrives som personer med fælles baggrund. Man kan sige, at mennesker med erfaringer inden for et bestemt område ikke per automatik er peerstøtter, men de bliver det, når de sætter deres erfaringer i spil for at hjælpe andre mennesker. For Klavs Serup Rasmussen befinder peers sig et sted mellem en behandler og en ven. Han forklarer:
”Hvis du er behandler, så har du et ansvar for at vide noget, at kunne identificere et problem og arbejde på at fjerne det. Og hvis du er en ven, så er der en ubegrænset loyalitet. Men når vi taler om peer-støtter, så handler det om nogen, der deler sine erfaringer og viden inden for en bestemt struktur med bestemte aftaler, grænser og et fælles fokus. Det skaber et rum, hvor man kan være sammen, hvor det er trygt at dele sine egne erfaringer, men også et rum, hvor deltagernes egen viden er det centrale.”
Rent organisatorisk kan peerstøtten foregå på mange forskellige måder f.eks. via én-til-én-møder eller i mere eller mindre formelt organiseret peergrupper. Det med, hvor formaliseret peerstøtte skal være, vender vi tilbage til om lidt.
Peerstøtter er ikke ”færdigbagte”, men har en superkraft
Maj-Brit Kjellstrøm Gade er frivillig peer-gruppeleder hos Peer-Partnerskabet, hvor hun står for at facilitere gruppemøder for andre, der som hende har erfaring med psykisk sygdom. Selvom peers typisk har fået den værste krise på afstand i deres eget liv, så peger Maj-Brit Kjellstrøm Gade også på, at peers lever i deres erfaringer og ofte selv er i en udviklingsproces. Hun forklarer:
Vi er ikke færdigbagte, og vi møder stadig udfordringer i vores liv. Vi håndterer dem bare anderledes nu, end vi gjorde førhen, fordi vi har været igennem en proces og har arbejdet os et bedre sted hen. Og det, oplever vi, giver deltagerne rigtigt meget håb.
Hun kalder de levede erfaringer for ”en superkraft”, der kan give den anden perspektiv og håb og måske bidrage til nye handlemuligheder eller måder, de kan betragte deres egen situation på.
Hvornår og hvordan skal man dele?
Men som alle andre superkræfter skal delingen af erfaringer bruges rigtigt, hvis det skal bidrage med noget positivt for de involverede. Klavs Serup Rasmussen fortæller, at han selv har oplevet at føle sig mere og mere alene i sin historie, jo flere gange han har fortalt den. Maj-Brit Kjellstrøm Gade genkender også følelsen af, at det at dele sin historie og måske fortælle lidt mere, end hun egentlig ville, kan efterlade hende med følelsen af at være ”helt tom inden i”.
De peger begge på nogle retningslinjer for, hvordan erfaringerne skal deles, så alle involverede får mest muligt ud af det. Ifølge de to skal den, som deler sine erfaringer:
- huske at passe på sig selv og ikke blot dele historierne for andres skyld
- tjekke i starten af samtalen og undervejs, om den anden eller de andre føler, at det er relevant, at man inddrager sine erfaringer netop nu
- blot lægge erfaringen på bordet som et eksempel på, hvordan man selv handlede i en given situation. Så kan de andre deltagere mærke efter, om det er til inspiration for dem. Erfaringerne skal med andre ord ikke bruges som en slags indpakkede gode råd.
Faciliterer man peergrupper, peger Klavs Serup Rasmussen desuden på, at de planlagte temaer for gruppesamtalerne altid skal tage udgangspunkt i, hvad der er vigtigt for deltagerne og ikke f.eks. eksternt fastlagte mål.
Organisationen skal tage hånd om sine peers
Når rådgivere med personlige erfaringer med et emne stadig lever i sine erfaringer og er i proces, så kalder det på, at organisationen passer på sine peers. For Maj-Brit Kjellstrøm Gade var der ikke tvivl om, at hun kun ville sætte sine erfaringer i spil i en organisation, som også ville passe godt på hende:
”Jeg var lidt bekymret for, om jeg ville sidde fast i min egen historie, og om min udvikling ville gå i stå, når jeg involverede mig i at hjælpe andre i deres proces og med deres udfordringer,” forklarer Maj-Brit Kjellstrøm Gade og fortsætter: ”Så det var vigtigt for mig at være peer et sted, hvor organisationen var på plads, og der var tænkt netværk ind for os frivillige. Men også, at der er en tydelig leder, man kan henvende sig til, hvis der er behov for det.”
Og det kan der godt blive behov for. For selvom man kan gøre sig bevidst, hvad ens særligt sårbare emner er, og hvornår man skal være ekstra opmærksom på sine egne reaktioner, så kan man blive ramt i samtalerne på uventede måder. Maj-Brit Kjellstrøm Gade forklarer det sådan:
Nogle ’minefelter’ er man bevidst om, inden man går i gang med en opgave, og andre kan dukke op undervejs. Det kan være, at en deltager deler en historie eller en reaktion, som rammer noget inde i mig, som jeg ikke var forberedt på.
Når det sker, skal der være sparring og støtte at hente i organisationen.
Rollen om peer kan være mere eller mindre formaliseret
Det er forskelligt fra organisation til organisation, hvor formaliseret peerrollen er. Nogle organisationer har en meget uformel tilgang og uddanner f.eks. ikke deres peers. I den anden ende af spektret finder man peers, der arbejder i sammenhænge, hvor der f.eks. stilles krav til dokumentation af indsatsen eller til, at man anvender bestemte metoder.
Hos Peer-Partnerskabet ligger man ifølge Klavs Serup Rasmussen ret højt på formaliseringsskalaen. Her skal alle peers igennem en uddannelse, inden de starter, og der er en manual, som de skal følge i deres planlægning og facilitering af gruppemøderne. Samtidig har man besluttet, at de peers, som deler deres erfaringer i partnerskabet, kun skal tage sig af møderne. Alt andet tager koordinatoren sig af. Og når rammerne er på plads, kan både peerstøtter og de mennesker, de kommer i kontakt med, få noget godt ud af mødet. Som Maj-Brit Kjellstrøm Gade opsummerer:
Jeg har lært, at når jeg deler mine erfaringer bliver de aktive, og de kan blive brugt til at hjælpe andres proces. Og personligt har jeg lært, at jeg har værdi som menneske, præcis som jeg er.
