Sociale problemer er ofte komplekse, og man kan sjældent pege på én kerne eller én løsning. På RådgivningsDanmarks årskonference 2022 talte ph.d. Leif Tøfting Kongsgaard derfor for, at sociale rådgivningstilbud arbejder multiteoretisk. På den måde kan rådgiverne gå flere metodiske veje i samtalen alt efter, hvad der giver mening i situationen og for brugeren.
De fleste rådgivere vil nok nikke genkendende til, at brugerne tit sidder med det, man kalder vilde problemer. Det vil sige problemer, som er komplekse, svære at afgrænse og svære at finde en enkel løsning på. I mødet med vilde problemer opfordrer Leif Tøfting Kongsgaard til, at man går multiteoretisk til værks.
Men hvad betyder det i praksis? Det svarede Kongsgaard på med sit oplæg på årskonferencen, og i denne artikel har vi samlet op på hans pointer.
Opgiv at finde problemets kerne
En elev er aggressiv i skolen, han har også problemer derhjemme, har ADHD og ryger hash. Hvad er kernen i drengens problem? Som rådgivere kan vi se det som et medicinsk problem og undersøge, om drengen får den rigtige medicin. Vi kan også fokusere på, hvad der foregår derhjemme, eller vi kan med misbrugsbriller på lade forbruget af hash være omdrejningspunktet for samtalen.
For at forstå og tale om problemet, vil vi med andre ord uundgåeligt komme til at forme og afgrænse det. Men hvis problemet, som i eksemplet ovenfor, er komplekst, så må den måde, vi går til det på, også afspejle det. I stedet for at lede efter problemets kerne, må vi ifølge Kongsgaard være åbne for at betragte og frame det ud fra forskellige synsvinkler, alt efter hvad der giver mening for brugeren i den enkelte situation. Kongsgaard sammenligner dette multiteoretiske blik med en prisme:
“Hvis vi ser på problemet gennem en prisme, så vil det være noget forskelligt, vi kan få øje på. Og det er hovedargumentet for, at vi også skal have flere metodiske og teoretiske veje at gå i den form for menneskearbejde, som vi bedriver.“
Rådgiveren skal vælge en metode, som virker
Som rådgivere skal vi ifølge Kongsgaard have flere forskellige værktøjer i rygsækken, som vi kan trække på alt efter hvilken vej, vi vælger at gå i samtalen med brugeren. Det kan f.eks. være kendskab til den narrative og kognitive tilgang, den motiverende samtale eller empowerment.
Kongsgaard peger på to holdninger til brugen af metoder, som begge er problematiske i mødet med vilde problemer. Den ene er metodefundamentalismen, som mener, at én metode kan bruges på alle situationer og problemer. Den anden er metodeanarkiet, hvor alle metoder er lige gyldige, og rådgiverne helt selv vælger, hvordan de griber samtalen an. Overfor disse to modpoler sætter Kongsgaard begrebet metodeansvar:
”Vi skal være bevidste om, at den måde, vi som rådgivere møder mennesker på, medieres med metoder, og vi skal kunne formulere, hvilke metoder vi står på. Men vi skal også kunne skifte perspektiv eller tilgang, hvis det, vi gør, ikke virker. Derfor introducerer jeg metodeansvar som et begreb, der kan mediere mellem de to poler. Hvis vores metode ikke virker, så er det rådgiverens ansvar at prøve med en anden metode.”
Rådgiverne kan øve sig til supervision
Derfor skal rådgiverne introduceres til flere metoder. Spørger man Kongsgaard hvor mange, foreslår han i omegnen af tre. Og så opfordrer han til, at vi husker at dyrke forskellene mellem metoderne:
”I praksis kan det godt være, at vi begynder at blande metoderne lidt, og det er helt fint. Metoder er bare nogle analytiske kategorier, vi har opfundet. Men jeg vil advare mod, at vi siger, at det hele bare er lidt det samme, for så får vi ikke øje på forskellene. Prøv at dyrke dem ved at insistere på at stille jer forskellige steder.”
Han peger på supervision, som et sted, hvor rådgiverne kan dyrke forskellene og øve sig på at arbejde multiteoretisk. Her kan man snakke med sine kollegaer om et øjeblik i en samtale og drøfte, hvad man mon ville have fået øje på eller gjort anderledes, hvis man havde betragtet problemet fra en anden vinkel. Den erfaring kan man tage med sig, når man næste gang sidder i en rådgivningssamtale.
5 spørgsmål til organisationer, som vil arbejde multiteoretisk
Kongsgaard afslutter sig oplæg på årskonferencen med at dele nogle spørgsmål, som rådgivningstilbud kan stille sig selv, hvis de gerne vil arbejde mere metodisk bevidst og multiteoretisk. De fem spørgsmål er:
- Bevidsthed: Hvilke faglige tilgange, teorier og metoder står vi på?
- Forskelle: Hvordan er de indbyrdes forskellige, og hvordan er de forskellige fra andre mulige tilgange?
- Sprog: Hvilket sprog har vi for at tale om tilgange, forskelle og formål?
- Refleksionsoaser: Hvilke arenaer har vi til at reflektere over vores tilgange, teorier og metoder?
- Kultur: Hvor gode er vi til at udfordre hinanden kritisk refleksivt?