Af Sabine Elm Klinker, direktør i RådgivningsDanmark
Den 12. september afholdt RådgivningsDanmark sin årskonference, i år med titlen ”Et Civilsamfund i Verdensklasse”. Vi talte om kvalitet – som vi plejer, fristes man til at skrive – men i et nyt perspektiv: Civilsamfundets rolle som medspiller og partner i velfærdssamfundet.
For mig som ny direktør i RådgivningsDanmark var det en god anledning til at få både medlemmerne, samarbejdspartnere og en række af vores interessenters bud på en agenda, som jeg selv er meget optaget af. De tydelige politiske ønsker om et tættere partnerskab mellem velfærd og civilsamfund medfører både nye krav og nye muligheder for os alle sammen.
Susanne Dahl (generalsekretær i UNICEF Danmark), der holdt åbningstalen på konferencen, havde et godt billede på en skillelinje i rolleforståelsen. Vi – altså civilsamfundet – har bygget velfærd, før der overhovedet var nogen, der opfandt udtrykket, sagde hun og trak tråde til den civilt organiserede socialhjælp, der fulgte umiddelbart efter grundloven i 1849, længe før der kom en statslig pendant.
Så i virkeligheden er civilsamfundet en af arkitekterne bag velfærden, og ikke en handyman, man tilkalder for at fikse de steder, hvor det er gået galt.
Arkitekt. Ikke handyman.
Der er nu ikke noget galt med at reparere ting, skal det lige siges. Men spørgsmålet er, om rollen som den der tilkaldes som reparatør, leverandør, service provider, eller hvad man nu vil kalde det, passer til os.
Vil vi være dem, der ’bare’ fikser det bestående og bestilles til at lukke hullerne i skroget på velfærdsskuden?
Vi skal turde være med til at udstikke kursen og gå efter at virkeliggøre vores visioner og vores bud på et mere menneskeformet system.
Mit bud er, at vi i civilsamfundet skal påtage os en rolle, hvor vi i hvert fald også er med til at tegne den grundlæggende skitse til de kommende mange års velfærd. Vi skal turde være med til at udstikke kursen og gå efter at virkeliggøre vores visioner og vores bud på et mere menneskeformet system.
Selvfølgelig vil vi gerne hjælpe med at fikse nogle akutte mangler. Ligesom der er arkitekter, som også er udlærte murere og tømrere: Vi er både velfærdsarkitekter og velfærdshåndværkere i civilsamfundet.
Begge dele er afgørende egenskaber at tage med ind et partnerskab, der gerne skulle lykkes med at bygge et bedre velfærdssamfund.
Noget andet, der står klart for mig er, at der ligger et ansvar hos os i civilsamfundet for at blive meget tydeligere på kvaliteten.
Det er vigtigt, at vi tør udsætte vores indsatser for nogle processer, der viser eksplicit, at vi ikke bare ‘har’ en fornuftig praksis i en given indsats, men at vi systematisk reflekterer over vores praksis og kontinuerligt justerer den.
Den findes rigtig mange steder, kvaliteten. Hos rigtig mange organisationer og i talrige indsatser. Men hvis vi skal have en chance – i samlet flok, som civilsamfund – for at stå i egen ret og insistere på at være en ligeværdig partner i udviklingen af velfærdssamfundet, så skal vi være mere eksplicitte omkring de kvalitetsprocesser (og hermed også den kvalitetskontrol), vi frivilligt og gerne pålægger os selv.
Om det skal ske gennem mærkningsordninger, kvalitetsstempler eller andre egnede kvalitetsmarkører er ikke så afgørende. Det er til gengæld vigtigt, at vi tør udsætte vores indsatser for nogle processer, der viser eksplicit, at vi ikke bare ’har’ en fornuftig praksis i en given indsats, men at vi systematisk reflekterer over vores praksis og kontinuerligt justerer den.
Kvalitet er nemlig en proces. En refleksiv praksis. En have, der skal holdes. Ikke et færdigt resultat, der én gang for alle kan opnås og vinges af. Et stempel – fx en akkreditering – er et udtryk for, at man holder haven på et tilstrækkeligt højt niveau på en række parametre, OG at man har tryktestet sin praksis ved at lade andre tjekke op på kvaliteten.
Den sidste vigtige pointe, jeg tog med mig fra konferencen er, at vi – når vi diskuterer civilsamfundets rolle i et velfærdspartnerskab med stat og kommuner – hurtigt får talt os hen i et hjørne, hvor den offentlige velfærd er sådan et vanvittigt kontrolmonster, som vi i civilsamfundet må vare os for at komme alt for tæt på.
Det er ikke nogen god grobund for et tættere partnerskab om fremtidens velfærd.
Lad os nu de kommende mange år fokusere på muligheden for at lære noget af hinanden hen over grænserne mellem vores sektorer.
Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte og tidligere forstander for Reden København, pointerede på konferencen, at et besøg fra Socialtilsynet kan være noget, man ser frem til. Fordi det er en mulighed for at bruge en dag på at lære noget og justere sin praksis til det bedre. Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, fremhævede den dybe faglighed, der findes overalt i den offentlige velfærd – en faglighed, der er nødvendig for at kunne hjælpe mennesker i udsatte positioner på en kvalificeret måde.
Det blev tydeligt for mig, at vi burde kunne adskille diskussionen omkring forskellige ’styringslogikker’ fra dialogen om et fælles, lærende samarbejde, hvor vi kan udvikle kvalitet og kvalitetskontrol til glæde for brugerne.
Så lad os nu de kommende mange år fokusere på muligheden for at lære noget af hinanden hen over grænserne mellem vores sektorer – med respekt for, at vi hver især skal kunne bevare vores særegne styringslogik, selv om vi skal til at samarbejde tættere og mere systematisk.
Det er den bedste vej til at bygge et bedre samfund for os alle sammen.
