I RådgivningsDanmarks ledernetværk hører deltagerne faglige oplæg, deler erfaringer og sparrer med hinanden. Der er nu åbnet for tilmelding til næste års netværk. Derfor har vi været på besøg på et netværksmøde for at mærke stemningen og høre, hvad lederne får ud af at være med.
Det klare efterårslys står ind ad loftsvinduet i lokalet, hvor de nuværende deltagere i ledernetværket netop er begyndt at komme ind. De har kaffe og croissanter i hænderne, og snakken går, mens de gør sig klar til dagens oplæg. Denne gang er emnet kunstig intelligens, og en oplægsholder skal inspirere til, hvordan AI kan bruges som en slags ledelsesmæssig sparringspartner.
Da oplægsholderen går i gang, er det tydeligt, at flere deltagere er lidt skeptiske i forhold til dagens emne: ”Hvorfor skal jeg bruge AI som sparringsredskab? Jeg kan jo bare ringe til hende her, hvis jeg har brug for sparring,” siger en af lederne og peger på en af de andre ledere i netværket.
Ledere får ny viden, diskuterer den og sparrer med hinanden
Spørgsmålet fra deltageren afslører ikke kun en vis portion skepsis over for AI som et sparringsværktøj, Det viser også, at lederne i netværket gennem det seneste år er blevet fortrolige med hinanden.
I ledernetværket er det nemlig den samme gruppe på 20 ledere, der mødes hver gang. Ud over at diskutere et faglig oplæg, sparrer de med hinanden i faste grupper om ledelsesmæssige udfordringer, som er relateret til dagens emne. Derfor lærer de efterhånden hinanden godt at kende.
Oplægsholderen mister ikke modet på trods af den indledende skepsis, men er nu godt i gang med at præsentere, hvordan AI også kan bruges i ledelsesopgaven. Han sætter deltagerne i gang med at afprøve prompts og metaprompts i små grupper.
Programmet for næste års ledernetværk
Mens deltagerne er i gang med det, kan vi kigge lidt på næste års program. På de fire møder i 2025 vil der være fokus på hhv. forebyggelse og håndtering af stress på arbejdspladsen, skønlitteratur som et rum for ledelsesmæssig refleksion, langsom ledelse og hjernepauser samt lederens egen trivsel.
Dette års deltagere er ved at være færdige med at teste de ting, de er blevet præsenteret for, og da oplægsholderen takker af, er stemningen i den grad vendt. Selvom AI ikke er en vidunderkur, som kan løse alle lederens udfordringer, er det tydeligt, at mange har fået ny viden om, hvordan redskabet kan hjælpe dem i deres hverdag.
Netværket er ledelsesmæssig selvforkælelse
Nu er det tid til kollegial sparring, der altid foregår efter den samme model. Den er lederne blevet introduceret til på deres første møde. Sparringen er selvfølgelig et fortroligt rum, så mens deltagerne holder en lille pause, fylder kaffekopperne op og småsnakker videre om dagens emne, lister vi af.
Nogle dage efter netværksmødet ringer vi til Marie Lawætz, som er områdechef i Kræftens Bekæmpelse. Vi vil gerne høre, hvorfor hun bliver ved med at tilmelde sig ledernetværket år efter år. Over telefonen forklarer Marie, at ledelsesposten godt kan blive lidt ensom til hverdag og fortsætter:
Jeg ser ledernetværket som en slags selvforkælelse. Her får jeg et rum, hvor ledelse som disciplin er omdrejningspunktet, og et sted, hvor jeg kan drøfte ledelsesmæssige udfordringer med nogen, der står i jobs, som kan minde om mit.
Marie forklarer, at kombinationen af et fagligt oplæg med ”konkret føde til hjernen” og sparringen, hvor man kobler emnet til sin hverdag, er med til at gøre hende klogere på sin egen praksis.
Vil du være med i 2025?
Er du leder i en af RådgivningsDanmarks medlemsorganisationer, og vil du også gerne blive klogere på din egen praksis, så kan du forkæle dig selv ved at tilmelde dig ledernetværket 2025.
Programmet ligger på RådgivningsDanmarks hjemmeside, og tilmeldingen er åben. Pladserne fyldes op ud fra først-til-mølle-princippet.
Du kan læse mere og tilmelde dig her.