Interview: Hvad er det nye i den nye kvalitetsmodel?

Den nye version af RådgivningsDanmarks kvalitetsmodel er live på hjemmesiden og klar til at blive taget i brug. Vi har talt med Stine Lene Hansen (forperson i Akkrediteringsnævnet, auditor og medlem af RådgivningsDanmarks bestyrelse) og Mads Andersen Høg (næstforperson i RådgivningsDanmarks bestyrelse) om modellen og hvad der egentlig er sket med den i den udviklingsproces, den har været udsat for.

På et bestyrelsesmøde for ikke så længe siden på Martinsvej i RådgivningsDanmarks mødelokale var der stående applaus fra bestyrelsen oven på sekretariatets præsentation af modellen – en reaktion, der kalder på et interview med nogen af dem, der var i rummet på dagen.

Så hvad er det, bestyrelsen – herunder jer, Stine og Mads – er så begejstrede over ved den nye kvalitetsmodel?

Stine: ”Hvis man skal sige det kort, så er kvalitetsmodellen blevet fokuseret mod brugerne, og der er blevet tyndet ud i kriterierne – uden at den har mistet så meget som et gram af sin faglige tyngde og styrke. Det er faktisk lidt af en bedrift, og det har krævet en grundig proces og mange faglige diskussioner mellem nævn, bestyrelse, auditorteamet og sekretariat. Det vi klappede ad – eller i hvert fald det jeg selv klappede ad – var dels, at modellen er blevet så tydeligt formuleret som løfter til de mennesker, der er modtagere af de indsatser, som RådgivningsDanmark akkrediterer. Det er og bliver altså brugerne, vi laver kvaliteten for. Og dels, at jeg faktisk synes, at den står skarpere nu som en rent rådgivningsfaglig model, der skaber systematik og konsekvens i akkrediteringsprocessen.”

Mads: ”Det er ikke en gimmick, når modellen er formuleret som fire løfter til brugerne. Hvorfor er vi optaget af at udvikle og sikre kvaliteten af de gratis, åbne rådgivninger? Det er vi, fordi vi tager mennesker, der har behov for rådgivning alvorligt og fokuserer på, hvordan vi hjælper dem bedst. Så jeg er begejstret over, at RådgivningsDanmarks kvalitetsmodel i sig selv taler så tydeligt i den retning – altså fra rådgivning til bruger: Hvad er det, vi lover dig? Det er de her fire ting. Det bliver tydeligt, at endemålet for RådgivningsDanmark og vores medlemmer ikke er akkreditering, men kvalitet til glæde for brugerne. Og så er jeg også glad for, at det lykkedes at gøre modellen mindre omfangsrig, for det ville være det nemmeste i verden bare at hælde mere på – men det bliver hurtigt for tungt.”

Kvalitetsmodellen er blevet mindre i omfang – hvordan og hvorfor er det sket?

Stine: ”Fem temaer er blevet til fire løfter, og flere aspekter fra version 3.0 er flyttet ud i et tjek ved døren her i version 4.0. Det er – igen – den korte udgave af historien. Modellen arbejder med et bagtæppe, et fundament eller hvordan du nu vil udtrykke det. En række krav, der ligger i et generelt tjek før man overhovedet bliver medlem, og ikke i selve modellen eller akkrediteringsprocessen. Det er efter min mening det helt rigtige valg, for vi – altså RådgivningsDanmark – har ikke og skal ikke have dyb faglig ekspertise på GDPR, arbejdsmiljø, good governance, jura osv. Vi udvikler og godkender kvaliteten af det rådgivningsfaglige område hos vores medlemmer, og det afspejler den nye udgave af modellen.”

Mads: ”Der ligger meget i det perspektivskifte, modellen har taget. At gå fra en form for tematiseret ’manual’ til nogle konkrete løfter til brugerne – den beslutning var vigtig, fordi det så blev muligt at have et klart udgangspunkt for at vælge til og fra i modellens kriterier på en ny måde. Hvilke løfter er det relevant og rimeligt at give brugerne af vores rådgivninger, og hvad skal det medføre af kriterier, man skal leve op til? Alt det, der stadig skal være i orden, men som ikke direkte relaterer sig til rådgivningens løfter til en bruger, det tager vi ud af selve modellen. Det bliver både bedre for medlemmerne og for brugerne på den måde. For medlemmernes vedkommende må det være rart at konstatere, at der ikke bare er fyldt flere krav og kriterier på, og samtidig kan man være tryg ved, at modellen stadig er udviklende for kvaliteten af ens tilbud til brugerne. Og for brugerne er det tydeligt, at der er nogen der vil dem noget og er optaget af, at det skal gå dem godt.”

Vi har talt om det tydelige brugerperspektiv i modellen. Men hvad bliver den største forandring for et medlem eller en rådgivning?

Mads: ”Det bliver nemmere nu som organisation at bruge akkrediteringen udadtil. Vi lover brugerne det her, og vi kan vise, at vi holder hvad vi lover. Det er nemlig det, akkrediteringen er udtryk for. Det er bare meget mere kommunikerbart på grund af den tydelige forbindelse ud til brugerne. Vi afkobler sammenhængen mellem akkreditering og ’bureaukrati’ eller ’tunge processer’ og fokuserer på, hvordan løfterne og kriterierne i modellen hjælper brugerne. Det gør det ikke nødvendigvis let, for det er bestemt ikke nemt bare lige at overholde de her fire løfter. Men det er mere motiverende, tænker jeg, og mere klart fokuseret på dem det hele handler om.”

Stine: ”Jeg tror vi vil se, at den refleksive proces, som vi ynder at praktisere i akkrediteringsprocessen, den vil blive styrket og få endnu bedre vilkår ude i organisationerne. Det rådgivningsfaglige får mere plads og tyngde, fordi modellen er skåret til med det fokus – og det vil så medføre en dybere og mere rådgivningsspecifik refleksiv proces. Kvaliteten og det at holde den høj over tid hænger tæt sammen med kontinuerligt at kunne prioritere den refleksive praksis. At der er tid og kapacitet til den. Og igen, det gør vi jo ikke for processens skyld, men for det resultat, processen skaber for brugerne. Så jeg er sådan set enig med Mads i, at det er en mere motiverende model, vi er kommet frem til – og det motiverende er, at den så tydeligt er skabt til at udvikle høj kvalitet for vores medlemmers brugere.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få spændende nyheder, læs faglige artikler og se vores arrangementer

Nej tak, jeg vil ikke tilmelde mig.