På Folkemødet 2025 satte RådgivningsDanmark en vigtig debat i gang med den lidt provokerende titel: Er evaluering en dyr sovepude i samarbejdet mellem fonde og civilsamfund? En diskussion, der stillede skarpt på, hvordan vi skaber reel læring og udvikling i fondsfinansierede projekter – og om den klassiske slutevaluering er det bedste redskab.
For at få en kvalificeret debat om læring og udvikling i de fondsfinansierede projekter, havde RådgivningsDanmark sammensat et kyndigt panel bestående af både repræsentanter fra civilsamfund, fonde og forskningen. Paneldeltagerne var:
- Anne-Camilla Nielskov, direktør, Fri af Misbrug
- Line Rasmussen, projektchef, Ole Kirk’s Fond
- Heidi Sørensen, direktør, Egmonts Fondssekretariat
- Carsten Strømbæk Pedersen, forsknings- og analysechef, VIVE
- Sabine Elm Klinker, direktør, RådgivningsDanmark
Debatten blev styret med sikker hånd af Astrid Læssø Christensen fra BETA og tog afsæt i et case-eksempel på et flerårigt samarbejde mellem Fri af Misbrug og Ole Kirk’s Fond.
Da samarbejdet begyndte, gik Anne-Camilla Nielskov til Line Rasmussen med et klassisk projektpitch – og en antagelse om, at ekstern slutevaluering naturligvis skulle være en del af budgettet. Hun blev dog overrasket, da Line foreslog at fjerne evalueringen og i stedet satse på et tæt samarbejde med fokus på løbende udvikling og læring. For Anne-Camilla var det en lettelse, fordi organisationens metode stadig var under udvikling, og organisationen i sin helhed var umoden og sårbar. Hun pegede på, at det samarbejde har styrket både faglighed og organisation.
I stedet for en slutevaluering blev midlerne brugt på medlemskab af RådgivningsDanmark og på en senere akkreditering støttet af Liljeborgfonden. Det gav struktur til læring og dokumentation – og blev fundament for en opskalering fra lokal til national indsats med fokus på høj kvalitet.
Der var enighed mellem Line Rasmussen fra Ole Kirk’s Fond og Heidi Sørensen fra Egmonts Fondssekretariat om, at en evaluering skal give værdi og mening for organisationen. De oplever ikke som fonde at stille faste krav om en slutevaluering foretaget af en ekstern evaluator, men ser alligevel ofte, at det er skrevet ind i organisationernes ansøgninger.
Carsten Strømbæk Pedersen fra VIVE fremhævede, hvordan gennemsigtighed og bevidste valg om balancen mellem kontrol og læring kan styrke evalueringens relevans. Hans pointe var klar: Evalueringer kan give værdi, hvis de bliver designet rigtigt – og brugt aktivt.
Også Heidi Sørensen fra Egmont Fonden bakkede op om værdien af langsigtet kvalitetsarbejde som akkreditering og fortalte, at fonden aldrig har modtaget en ansøgning om støtte til det. Ikke fordi de ville afvise det. For Heidi kunne akkreditering sagtens være et alternativ til en evaluering.
Anne-Camilla Nielskov fremhævede, hvordan akkrediteringsprocessen har skærpet organisationens faglighed, styrket brugernes stemme via krav om brugerevaluering og skabt et solidt fundament for både rådgivning og opskalering. Hun pegede også på, at det har været et værdifuldt redskab til at dokumentere og tale om kvalitet i dialogen med fondspartnere.
Derfor lød en opfordring fra scenen: NGO’er skal turde tænke akkreditering og refleksiv praksis ind i både ansøgninger og partnerskaber. Fonde er ikke kun interesserede i resultater – de ønsker også at støtte processer, der skaber vedvarende kvalitetsudvikling.
Det stod klart: Akkreditering er mere end en kvalitetsstempling – det er et redskab til læring, udvikling og varig forandring. Det peger frem og sikrer kvaliteten i tilbuddene på den lange bane og er et godt alternativ til det øjebliksbillede, som en slutevaluering af en indsats kan være. En bevægelse fra den klassiske slutevaluering hen mod en mere refleksiv praksis synes dermed at være undervejs – og fondene er villige til at støtte den udvikling økonomisk.
