Flere medlemmer, nye typer af tilbud – uændret fokus på kvalitet
Vi har i løbet af året budt en række nye sociale rådgivningstilbud velkommen i fællesskabet, og mange tilbud har gennemført akkrediteringsprocessen og opnået branchens kvalitetsstempel.
De seneste år har vi oplevet en stigende efterspørgsel efter at blive akkrediteret. Det har givet travlhed hos os – også i år. Men det er en god travlhed, for det vidner om en voksende opbakning til at udvikle, sikre og fastholde høj kvalitet i rådgivningsindsatser over hele landet.
Vi har også udvidet fællesskabet med nye typer af tilbud. Det har bl.a. ført til etableringen af tre nye faglige netværk: et netværk for mentorordninger, et for bisidderordninger og et for samtalegrupper. Interessen for og engagementet i de nye netværk viser, at behovet for videndeling og faglig sparring på tværs også er stort blandt disse typer af tilbud.
Baggrunden for at invitere nye typer af tilbud indenfor er et ønske om at styrke kvalitetsdagsordenen endnu mere og dermed sikre, at endnu flere brugere oplever en kvalitetssikret støtte. Samtidig er RådgivningsDanmark ikke i tvivl om, at vi står stærkere som branche, når vi står sammen, og at vores fælles stemme vokser, når vi er flere.
Nye projekter og ny kvalitetsmodel
2025 har også været præget af en række udviklingsprojekter, hvor vi sammen med medlemmer og samarbejdspartnere har sat fokus på centrale temaer. Det drejer sig bl.a. om et studie sammen med Aarhus Universitet og Center for Digital Pædagogik om ”hyppige brugere” og et projekt sammen med Roskilde Universitet om ”rådgivningens virkning for børn og unge”. Vi deltager sammen med en række medlemsorganisationer og ser frem til at bidrage, opnå og dele vigtig viden.
Samtidig har vi taget en ny version af vores kvalitetsmodel i brug. Det kræver mod at række ud til et rådgivnings- eller støttetilbud, og når man gør det, står man ofte i en svær livssituation. Det er – med andre ord – en stor og forpligtende tillidserklæring, vi får som rådgivere og tilbud. Den nye model er derfor endnu mere brugerorienteret, da den tager afsæt i fire centrale løfter, som man giver sine brugere: løftet om faglighed, løftet om gennemsigtighed, løftet om ordentlighed og løftet om lydhørhed.
Det første tilbud er netop blevet akkrediteret efter den nye model, er Hjerteforeningens Hjertelinjen, og erfaringerne er gode. I året der kommer, bliver erfaringerne selvfølgelig flere, og vi glæder os til at dele dem.
En politisk milepæl
Året bød også på en af de vigtigste politiske nyheder i mange år for vores branche. I november kom den længe ventede aftale om en ny model for grundfinansiering af civilsamfundet. Aftalen peger i retning af en fremtid med mere stabil, fagligt funderet, gennemsigtig og forudsigelig finansiering – noget vi og sektoren har efterspurgt meget længe. Aftalen indeholder rigtig mange positive ting, selvom den også indebærer udfordringer for en del af vores medlemmer.
For RådgivningsDanmark betyder aftalen, at vi fremover får en fast bevilling. Den er ikke større end den nuværende, men den er ikke tidsbegrænset, og det giver ro, kontinuitet og mulighed for en mere langsigtet planlægning.
En årskonference med stærke budskaber
Årets sidste store begivenhed var vores årskonference den 5. december. Her deltog mere end 150 rådgivere, koordinatorer, ledere og samarbejdspartnere. Svend Brinkmann og Social- og Sundhedsministeren Sophie Hæstorp Andersen lagde også vejen forbi.
Menneskeetik, eksempler fra praksis, gode samtaler og engagerede workshops. Det var en fantastisk inspirerende dag fuld af faglighed og engagement. Det var også virkelig glædeligt at høre ministerens tydelige anerkendelse af det store arbejde, som jeres tilbud rundt omkring i landet hver dag udfører. Konferencen blev en flot afslutning på året, og i RådgivningsDanmark er vi taknemmelige for opbakningen og deltagelsen.
Vi ser frem mod 2026
Det kommende år vil naturligt have fokus på udmøntningen af den ny finansieringsmodel. Vi har fået tilsagn om at blive inddraget i processen, og vi vil arbejde for, at løsningen bliver både fair og brugbar for medlemsorganisationerne.
Derudover fortsætter vi vores akkrediteringsforløb og medlemsaktiviteter med den nye akkrediteringsmodel – og vi udvider med flere arrangementer i Jylland. Blandt andet lancerer vi et nyt ledernetværk med base i Aarhus. Tilmelding åbner snart via vores hjemmeside.
Som altid indleder vi det nye år med vores medlemsundersøgelse. Den er en vigtig del af vores arbejde, fordi den giver os indsigt i medlemmernes behov, ønsker og idéer. RådgivningsDanmark er til for medlemmerne, og vi håber, at så mange som muligt vil deltage.
Tak for et godt år
RådgivningsDanmark vil gerne sige en stor tak til alle, der har bidraget til fællesskabet i årets løb – som medlemmer, samarbejdspartnere og interessenter. Og vi glæder os til at fortsætte det vigtige arbejde sammen i 2026.