RådgivningsDanmark søger en studerende med grafiske og digitale kompetencer til kommunikationsopgaver.
I RådgivningsDanmark har vi netop udarbejdet en ny kommunikationsstrategi, som vi er i gang med at implementere. Blandt andet skal vi i gang med at udvikle en række undervisningsmaterialer, som skal indeholde både video- og lydklip.
Derfor har vi brug for flere kræfter til vores indholdsproduktion og visuelle formidling og søger nu en student. Du skal hjælpe med at få tekst, grafik og video til at spille sammen, så vi når vores målgrupper med lækkert og brugbart indhold.
Om os
RådgivningsDanmark er brancheforening for gratis, sociale rådgivningstilbud til mennesker i vanskelige livssituationer. Vi har 64 medlemsorganisationer, som blandt andet tæller Livslinien, Startlinjen, Mødrehjælpen og mange flere.
Foreningen arbejder for at styrke medlemsorganisationernes kvalitetsudvikling gennem fælles kvalitetsstandarder, netværk, faglige arrangementer, publikationer mv. Vi understøtter rådgivningsfeltets interesser gennem politisk fortalerarbejde med inddragelse af medlemsdata og faglig indsigt fra feltet.
RådgivningsDanmark drives af et sekretariat med seks ansatte, som administrerer en akkrediteringsordning og betjener medlemsorganisationerne, bestyrelsen samt et akkrediteringsnævn. Foreningen er i løbende udvikling og vækst, og derfor er der også fokus på udvikling af nye projekter, medlemstilbud og samarbejder.
Vi arbejder tæt sammen både internt i sekretariatet og med vores medlemsorganisationer. Derfor værdsætter vi høj faglighed, initiativrigdom, åbenhed og god energi hos vores kolleger.
Opgaver
Dine opgaver vil blandt andet være:
- Opsætning af nyhedsbrev i Mailchimp
- Produktion af mindre tekster
- Produktion af film til brug i vores indholdsproduktion til hjemmeside og sociale medier
- At bidrage til udviklingen af undervisningsmaterialer om telefonrådgivning – herunder produktion af tekst, film og lydindhold til materialerne
- At bidrage til indholdsproduktion på sociale medier, herunder grafisk arbejde i Canva og/eller Indesign
- Webarbejde
- Deltage i konferencer, temadage og møder med fokus på at producere indhold til SoMe, nyhedsbrev og hjemmeside
- Vedligeholdelse af RådgivningsPortalen – www.radgivning.dk
- Deltagelse i ad-hoc opgaver i sekretariatet, fx administration og praktik
Om dig
Vi forestiller os, at du er i gang med en videregående uddannelse indenfor kommunikation eller journalistik. Du interesserer dig for og har erfaring med digital kommunikation og har et skarpt øje for, hvordan man målretter budskaber til bestemte målgrupper.
Det afgørende er, at:
- du er en dygtig formidler med et godt grafisk øje
- du har erfaring med video- og lydproduktion, foto og/eller grafisk opsætning
- du er sulten på dit fag og klar til at blive kastet ud i mange forskellige opgaver
- du har lyst til at byde ind med idéer og løsningsforslag
Har du kendskab til det gratis, sociale rådgivningsfelt, eller har du arbejdet med udviklingen af undervisningsmaterialer er det et plus, men ikke et krav.
Løn og ansættelsesforhold
Arbejdstiden er i gennemsnit 15 timer om ugen og kan tilpasses i forhold til dit studie. Vi tilbyder en 1-årig ansættelse med mulighed for forlængelse.
Løn- og ansættelsesvilkår følger i vid udstrækning de statslige overenskomster.
Kontakt
Har du spørgsmål eller ønsker du at vide mere om stillingen, kan du kontakte senior kommunikationsrådgiver Anna Langhorn på tlf. 6131 7077 eller kvalitetskonsulent Ulla Lyndby Christensen på tlf. 6131 4273.
Ansøgningsfrist
Send din ansøgning til info@radgivnings.dk senest søndag den 16. januar 2022.
Mærk ansøgningen ”Ansøgning student”.
Vi holder ansættelsessamtaler d. 19. januar 2022 med forventet opstart hurtigst muligt.
Alle, uanset køn, alder, handicap, etnisk baggrund, religion og seksuel orientering, opfordres til at søge stillingen.