På en workshop til RådgivningsDanmarks årskonference blev vi klogere på, hvad etiske principper er, og hvordan vi kan arbejde med dem i civilsamfundets rådgivnings- og støttetilbud. Kom med ind på workshoppen og hør mere.
Udenfor var det gråt og vådt, men inde i varmen på Islandsbrygges kulturhus var 46 professionelle fra sociale rådgivnings- og støttetilbud samlet for at blive klogere på, hvad etiske principper er, og hvordan man kan arbejde med dem. Det var kvalitets- og udviklingskonsulent hos Evidentia, Jes Jessen, som skulle føre os igennem workshoppen og dagens emne.
Hvad er etiske principper?
Man kan godt blive lidt usikker, når man skal definere, hvad etiske principper er. For hvad f.eks. er lige forskellen på etik og værdier? Og hvad er det helt præcist et etisk princip skal kunne bidrage til?
På workshoppen forklarede Jes Jessen forskellen på værdier og etik på denne måde: Værdier er noget, vi vælger, skal være kendetegnende for vores organisation og identitet. Det kan f.eks. være effektivitet, medmenneskelighed eller faglighed. Etik er derimod ikke noget, vi kan vælge til eller fra. Den er iboende i mennesket og er på spil i alle menneskelige relationer.
Selvom forskellige etiske skoler ser forskelligt på, hvornår en handling er etisk eller god, så er der bred enighed om, at der er fire etiske grundværdier, som er på spil. Når vi oplever etiske problemstillinger eller dilemmaer, så er det tit, fordi en eller flere af de fire på en eller anden måde er blevet kompromitteret. Det vil sige, at vores autonomi, vores integritet, vores værdighed eller vores sårbarhed er blevet udfordret, eller der er opstået et dilemma mellem nogle af disse etiske grundværdier.
Jes Jessens pointe var, at vi må forholde os til de fire grundværdier, når vi formulerer de etiske principper for vores sociale tilbud. Man kan sige, at de etiske principper skal guide os i, hvordan vi bør at handle og prioritere i mødet med andre mennesker – hvilket bliver særligt påtrængende, når vi taler om møder med mennesker, som står i svære eller sårbare livssituationer. Når brugerne lægger deres sårbarhed og situation i vores hænder, har de ekstra stort behov for, at vi møder dem etisk forsvarligt
Etiske kompetencer kan ikke tages for givet
I mødet med brugeren, er det altså vigtigt, at vi er opmærksomme på de fire grundværdier. Jes Jessen kaldte det, at vi må have ”etiske antenner”, så vi hele tiden er opmærksomme på de små signaler fra brugeren. Trak hun sig nu lidt, da jeg gav det her råd, fordi jeg tog for meget autonomi fra hende? Gik jeg lidt for tæt på situationen, og overskred jeg derved hendes integritet og grænser? Eller var jeg ikke anerkendende nok, så han følte sin værdighed kompromitteret?
En rådgiver kan også komme til at stå i et dilemma mellem etiske grundværdier. Det kan f.eks. være en situation, hvor man må vælge mellem at understøtte brugerens selvbestemmelse og autonomi eller at vægte omsorgen for hans sårbarhed.
Selvom vi alle har etiske antenner, som kan hjælpe os på vej, så kan etiske kompetencer og dømmekraft ikke tages for givet. Derfor må vi ifølge Jes Jessen udvikle etiske principper som en slag støtte til vores etiske dømmekraft. Og vi må træne vores ”antenner” ved bevidst at skabe rum og tid til at tale om de etiske dilemmaer og principper i vores tilbud.
Sådan kan vi udvikle principperne
På workshoppen gav Jes Jessen to konkrete bud på, hvordan man kan komme frem til de etiske principper, som skal være gældende i ens tilbud.
Den første vej går gennem vores menneskesyn, holdninger eller viden om, hvad der særligt kan være på spil for vores målgruppe. Hvis vores målgruppe f.eks. er personer med demens eller med en psykisk lidelse, betyder det så, at vi skal være særligt opmærksomme på noget i forhold til nogle af de fire etiske grundværdier? Eller ligger der noget i vores værdier og menneskesyn, som gør det oplagt for os at tænke det ind i vores principper, som kan guide os i mødet?
Den anden vej går gennem de etiske dilemmaer, som vi typisk møder i vores tilbud. Hvis vi kender de tilbagevendende etiske dilemmaer, kan det være en stor hjælp i mødet, hvis vi på forhånd har forholdt os til, hvad vi skal prioritere. Hvis en bruger f.eks. bliver ved med at kontakte os, selvom vi oplever, at hun ville have mere glæde af en anden slags tilbud, vil vi så prioritere hende autonomi og selvbestemmelse (og derved retten til at vælge det tilbud, hun vil) højere end hendes behov for omsorg og beskyttelse af sin sårbarhed (som hun måske ville få imødekommet bedre i et andet tilbud)?
Tag træningen af antennerne alvorligt
Efter deltagerne på workshoppen havde prøvet kræfter med at formulere etiske principper ud fra de to tilgange, understregede Jes Jessen afslutningsvist vigtigheden af at blive ved med at træne og derved styrke vores etiske dømmekraft. Fordi socialt arbejde er fyldt med dilemmaer og gråzoner, vil etiske principper nemlig aldrig kunne dække alle de etiske valg, som vi vil komme ud for at skulle tage i mødet med brugerne.
Det stiller også krav til os som organisationer. Vi skal reelt afsætte tid til eftertanke individuelt og fælles, og sikre at samtalerne er godt forberedte. Det kan f.eks. være, at man i sit tilbud en gang imellem faciliterer en samtale om, hvordan man bruger principperne? Eller diskuterer, hvornår de etiske grundværdier kan komme i konflikt i netop vores tilbud? Jes Jessen foreslog også, at man kan lytte med på hinanden samtaler og snakke om, hvornår principperne kunne guide – eller hvilke grundværdier, som kom i spil i samtalen.
RådgivningsDanmarks kvalitetsmodel stiller da netop også krav om, at tilbud, som vil akkrediteres, ikke bare skal have formuleret etiske principper, men også at der skal skabes rum til drøftelse af de etiske dilemmaer, som man møder i sin praksis. De gælder også de dilemmaer, hvor det f.eks. er rådgivernes eller andet ’frontpersonales’ etiske grundværdier, som er blevet udfordret.
Efter workshoppen sivede deltagerne tilbage til den store sal, hvor de kunne få en snak og et stykke kage, og hvor de havde mulighed for at komme med ønsker til, hvad en kommende publikation fra RådgivningsDanmark skal kunne hjælpe dem med i deres hverdag.