Krisecenter: Kvalitetsstandarder er en gave for sociale indsatser

Landsorganisationen af Krisecentre (LOKK) har igangsat et kvalitetsprojekt i samarbejde med Ole Kirk’s Fond. Projektet skal munde ud i en kvalitetsmodel for arbejdet med de ca. 2600 børn, der hvert år følger med deres mor på kvindekrisecenter. Modellen vil blive et udviklingsværktøj for krisecentrene, som ønsker at arbejde med kvaliteten på børneområdet, og den skal definere, hvad krisecentre altid bør forholde sig til og have af tilbud, når det gælder indsatser for børnene. Det er nemlig kun beskrevet meget overordnet i lovgivningen, ligesom der ikke føres tilsyn med området fra myndighedernes side. Der er heller ikke tidligere blevet arbejdet systematisk med at afdække og definere, hvad kvalitet i børneindsatsen er på tværs af kvindekrisecentre.

Det er dette kvalitetsarbejde, som Silkeborg Krisecenter har bidraget til, og som børnerådgiver Charlotte Steenbjerg synes er en gave. Men hvad mener hun egentlig? Er krisecentrene da ikke allerede bemandet med professionelle, der gør en stor og god indsats for børnene?

Kvalitetsarbejde synliggør tavs viden
Stiller man Charlotte Steenbjerg det spørgsmål, svarer hun: ”Der er mange dygtige og veluddannede medarbejdere på krisecentrene, og der ligger ufatteligt meget tavs viden, som aldrig er blevet beskrevet. Det ligger ude på krisecentrene, men det er første gang, man beder os om at beskrive den viden.”

Der er mange dygtige og veluddannede medarbejdere på krisecentrene, og der ligger ufatteligt meget tavs viden, som aldrig er blevet beskrevet. Det ligger ude på krisecentrene, men det er første gang, man beder os om at beskrive den viden.

På den måde bliver arbejdet med at udvikle kvalitetsstandarderne også en metode til at synliggøre, drøfte og samle viden og erfaringer på tværs af krisecentre.

Charlotte Steenbjerg taler for, at det er en ekstern aktør, som står for at indsamle den tavse viden blandt praktikerne. Når man ikke er en del af hverdagen, praksis og selvfølgelighederne på et krisecenter, kan man ifølge hende bedre stille ”nysgerrige spørgsmål” som; f.eks. ”Hvad gør I?”, ”Hvorfor gør I det sådan?”, ”I siger det virker, men hvordan virker det?” osv.

Interviews, gruppedrøftelser og en test
I denne sammenhæng har LOKK hyret RådgivningsDanmark til at stå for at samle op på viden og tidligere drøftelser i regi af LOKK, fremkalde og indsamle den tavse viden blandt praktikerne og udvikle modellen. Det er sket gennem grundige interviews med praktikere, herunder Charlotte Steenbjerg, og ved at præsentere og diskutere udkast til standarderne på regionale møder med krisecentrene.

Første udkast til modellen ligger nu klar og er ved at blive testet på Kolding Krisecenter og Silkeborg Krisecenter. Her mener Charlotte Steenbjerg, at det er givtigt både at skulle beskrive indsatserne og bagefter skulle stå på mål for det, man har skrevet, og siger: “Det er store ord at sige, at det er en gave, men det synes jeg faktisk, at det er.”

Det er store ord at sige, at det er en gave, men det synes jeg faktisk, at det er.

Fra RådgivningsDanmarks side er der lagt op til, at man på de enkelte krisecentre bruger anledningen til at snakke sammen på tværs af faggrupperne om børneindsatsen med udgangspunkt i modellens standarder. Den fælles refleksion over praksis er nemlig et afgørende element i udviklingen og sikringen af kvaliteten.

Kvalitetsarbejdet har styrket indsatsen og samarbejdet på centret
At den fælles refleksion kan være med til at styrke kvaliteten har Charlotte Steenbjerg oplevet i praksis. F.eks. har den fælles samtale om de nye kvalitetsstandarder gjort, at man på Silkeborg Krisecenter har besluttet at give alle medarbejdere et kursus i sikkerhedsvurdering. Og samarbejdet mellem faggrupper er også blevet styrket. Charlotte Steenbjerg forklarer, at man som børnerådgiver ofte sidder alene og kan føle sig lidt som en satellit. Det har arbejdet med standarderne også rykket ved:

”I forbindelse med arbejdet med kvalitetsmodellen har vi haft nogle arbejdsdage, hvor vi sammen har reflekteret over vores børneindsats. Dér har jeg fået rigtigt meget med fra mine kollegaer, og det har også sat enormt stort fokus på børnene,” forklarer Charlotte Steenbjerg og uddyber:

”F.eks. har vi snakket om, hvorfor børnene ikke fylder mere på vores konferencer på krisecentret. Efterfølgende har jeg så taget et punkt med til en faglig konference med et konkret mål for en dreng, som jeg fremlagde for mine kollegaer. Målet var, at han skulle begynde at sige noget på fællesarealerne. Det betyder så, at de andre også er begyndt at skrive observationer på, om han taler i fællesområderne, og det er jo med til at understøtte ham. Det ligner måske en lille ting, men er en stor ting. Og det er jo udsprunget af, at vi har siddet og drøftet det her sammen. Så det er i sådan nogle ting, at jeg kan se, at det har højnet kvaliteten.”

Et af kriterierne i det første udkast til kvalitetsmodellen hedder netop også, at: ”Krisecentret skal sikre koordinering mellem krisecentrets forskellige faggrupper, som understøtter et helhedsorienteret blik på og samarbejde omkring barnet og familien.”

Alle tilbud til børn er ikke lige gode
Charlotte Steenbjerg drømmer om, at arbejdet med standarderne kan føre til en form for akkreditering af krisecentrenes børneindsatser. Når nu lovgivningen ikke stiller specifikke krav til, hvad krisecentrene skal tilbyde børnene, så kan det nemlig være meget forskelligt, hvad børnene møder, når de flytter ind. Charlotte Steenbjerg forklarer:

”Man kan sige, at hvem som helst reelt kan gøre hvad som helst. Altså et krisecenter kan sige, at vi har indsatser for børn, uden at nogen som helst tjekker op på det.”

Det er med andre ord på nuværende tidspunkt svært som udenforstående at gennemskue, om et krisecenter tilbyder kvalificeret støtte til de børn, som går igennem en kæmpe omvæltning i deres liv, og som har meget voldsomme oplevelser med i bagagen. Det drømmer Charlotte Steenbjerg om kan blive tydeligere ved hjælp af kvalitetsstandarderne.

Synliggørelse af hvad det kræver at tilbyde kvalificeret støtte
Om projektet munder ud i en mærkning af krisecentres børneindsatser, en synliggørelse af, at centret har gennemgået en form for kvalitetsproces eller noget helt tredje, er endnu ikke afgjort. Men for Charlotte Steenbjerg har arbejdet allerede båret frugt. Det har været motiverende for hende at blive hørt i forbindelse med udviklingen, og det at være med til interviews og regionale gruppedrøftelser med andre krisecentre har skabt en masse refleksion over praksis. Nu er det hendes håb, at arbejdet med standarderne kan sprede sig til endnu flere krisecentre.

Når Charlotte Steenbjerg i dag sidder med udkastet til modellen, er der også en anden ting, som falder hende ind. Modellen og alle kvalitetsstandarderne, som den består af, er for hende en meget håndgribelig måde at synliggøre, hvor mange ressourcer det faktisk kræver, hvis man vil tilbyde højt kvalificerede indsatser til de voldsudsatte børn. I dag er det sådan, at der ikke følger ekstra penge med, når en kvinde med børn flytter ind på et krisecenter. ”Kvalitetsmodellen bliver også et bud på, hvorfor der burde følge penge med børneindsatserne,” siger Charlotte Steenbjerg. Hun peger på, at det også kunne være relevant at synliggøre, hvad det egentlig kræver at yde en kvalificeret indsats i andre former for sociale indsatser. Det kunne f.eks. være det pædagogiske arbejde på hospitalerne, som hun selv har erfaring med.

Vil du vide mere?
Er du interesseret i at høre mere om LOKKs projekt med udvikling af en model for kvalitet i krisecentrenes arbejde med børn kan du kontakte chef for forskning og udvikling Eva Bertelsen på evb@lokk.dk.

Vil du høre, hvordan RådgivningsDanmark har tilrettelagt og arbejdet med udviklingsprocessen, kan du skrive til faglig chef Line Emma Jønson på lej@radgivnings.dk.