RådgivningsDanmarks auditorer er en central del af akkrediteringsordningen og bidrager gennem deres arbejde til at styrke og sikre kvaliteten på tværs af rådgivningsfeltet. I anledning af, at man nu kan søge om optagelse på RådgivningsDanmarks auditoruddannelse, har vi spurgt en erfaren auditor, hvad en auditor egentlig laver, og hvad man selv får ud af at være med i auditorkorpset.
RådgivningsDanmark har åbnet for ansøgninger til den kommende auditoruddannelse, som finder sted i første kvartal af 2025. På uddannelsen bliver man klædt på til at indtage rollen som auditor i RådgivningsDanmarks. Men hvordan er det egentlig at være auditor? Og hvad får man selv ud af at bidrage til kvalitetssikringen på tværs af rådgivningsfeltet?
Det har vi spurgt Niels-Christian Dybdahl Bilenberg om. Til dagligt arbejder han med rådgivning af børn og unge hos Center for Digital Pædagogik, og siden 2017 har han været auditor hos RådgivningsDanmark og sidder også i foreningens akkrediteringsnævn.
Auditorens opgaver
Som auditor tager Niels-Christian Dybdahl Bilenberg på aftalte besøg hos rådgivningstilbud, der har ansøgt om at blive akkrediteret. Gennem observationer og interviews med ledelse, medarbejdere og eventuelle frivillige undersøger han sammen med en auditorkollega rådgivningens praksis og vurderer, om den svarer til beskrivelsen, som rådgivningen har indsendt på forhånd. De to auditorer vurderer også om praksis lever op til branchens standarder for kvalitet, som er beskrevet i RådgivningsDanmarks kvalitetsmodel.
På baggrund af rådgivningens beskrivelse og erfaringerne fra besøget, laver de to auditorer en rapport, som RådgivningsDanmarks akkrediteringsnævn skal bruge i vurderingen af, om rådgivningen kan akkrediteres. For det meste er der nogle ting, som rådgivningen lige skal have på plads, før akkrediteringen er i hus.
Bidrager til at sikre den bedst mulige rådgivning for brugerne
Man kan ikke komme udenom, at der er et element af kontrol i auditorarbejdet, forklarer Niels-Christian Dybdahl Bilenberg, men påpeger, at selve auditdagen i høj grad også handler om læring og inspiration:
”Jeg synes stort set altid, at vi lykkes med at komme med nogle nye vinkler på noget eller at inspirere rådgivningerne, vi er ude hos. Det, synes jeg, er lige så vigtigt som kontrollen. Vi kan jo bidrage med de erfaringer, vi selv har. Og så bliver der efterhånden også bygget oven på dem, når man har været ude hos andre rådgivninger og kan give inspiration fra deres praksis – og også med input fra vores efteruddannelsesdage i auditorkorpset.”
Kvalitetsmodellen er, som han formulerer det, den ’rygdækning’ man kommer ud til rådgivningerne med – ud over selvfølgelig al den viden, man selv har i bagagen. For ham handler auditorarbejdet grundlæggende om at være med til at sikre den bedst mulige rådgivning til brugerne, og det er vigtigt for ham at bidrage til.
Arbejdet giver sommerfugle i maven og personlig udvikling
Niels-Christian Dybdahl Bilenberg fortæller, hvordan han som ny auditor kom ud til en rådgivning, hvor han skulle interviewe en sværvægter inden for sit eget fagområde, hvilket gjorde ham lidt nervøs. I starten var han i det hele taget nervøs for, om han nu overhovedet var kvalificeret til arbejdet.
”Det kan jeg forestille mig, at andre også spørger sig selv om. Men at være auditor har tydeliggjort for mig, hvad jeg faktisk ved, og hvad jeg rummer, som jeg ikke var helt så bevidst om før,” siger han og fortsætter:
Jeg bliver tydeligere på min egen faglighed, når den spilles op mod andre organisationer, og når jeg har auditorbrillerne på og sidder og kigger en anden rådgivnings beskrivelse igennem. Så som menneske har jeg fået en del ud af at være auditor, synes jeg.
Auditoruddannelsen består af seks uddannelsesdage inkl. en dag med eksamen samt et følforløb. På den måde bliver auditorerne klædt godt på til opgaven. Selvom Niels-Christian Dybdahl Bilenberg er blevet betrygget i, at han er kvalificeret til arbejdet, så har han stadig lidt sommerfugle i maven, når han skal ud på et audit. For som han siger: “Der er en helt særlig stemning – det er lidt en festdag og samtidig også lidt som en eksamen for rådgivningen”.
Auditorerne bliver selv inspireret
Auditorteamet læser altid rådgivningens beskrivelse af tilbuddets praksis igennem og forbereder sig sammen inden, de tager på et audit, og det er godt at være sådan et team, fordi man ifølge Niels-Christian ofte får øje på nogle forskellige ting. Som auditor får man også tit inspiration og nye perspektiver på sin egen praksis i forbindelse med arbejdet. Niels-Christian Dybdahl Bilenberg forklarer:
”Når man læser rådgivningens beskrivelse, kan der være ting, hvor man tænker ’hm, hvordan kan det der hænge sammen’. Men når man så kommer ud, tænker man, at det giver mega god mening, det rådgivningen har valgt at gøre. Og det er lige præcis dér, man kan hente inspiration og tage med hjem. Det handler ikke om, at vi skal hjem og gøre det samme, men man kan f.eks. få forståelse af en proces, som rådgivningen har været igennem. Alle de gange jeg har været ude, har der været små elementer, hvor jeg har sagt ’bum, det giver da god mening’”.
Niels-Christian Dybdahl Bilenberg fortæller, at han er meget ydmyg over, at rådgivningerne på den måde giver ham lov til at kigge så dybt ned i deres praksis. Det giver ham nye idéer og inspiration, som han tager med hjem til sin egen arbejdsplads.
Vil du også være auditor?
Da vi spørger Niels-Christian Dybdahl Bilenberg, om han vil anbefale andre at blive auditorer, siger han, at det vil han selvfølgelig og uddyber:
Jeg synes helt grundlæggende, at det er ret væsentligt at bidrage til at kvalitetssikre og løfte rådgivningsfeltet. Og så får man jo altid noget med, når man er ude på audit og til efteruddannelsesdagene.
For at blive optaget på auditoruddannelsen og derved få mulighed for efterfølgende at søge om at blive en del af RådgivningsDanmarks auditorkorps, skal man sende en motiveret ansøgning med CV senest d. 1. november 2024. Læs mere om uddannelsen og ansøgningsprocedurerne her.