OPDATERET 18.03.20
Pas på jer selv, hinanden og jeres frivillige. Men overvej også nøje, hvordan I bedst muligt fortsætter støtten til jeres brugere.
De nye corona-tiltag har store konsekvenser for hele Danmark og ikke mindst for vores rådgivninger. De gratis, sociale rådgivningstilbud er arbejdspladser for jer og jeres frivillige, men de er også indsatser målrettet nogle af de målgrupper i samfundet, som er særligt udsatte, og kan have ekstra brug for nogen at tale med og måske har sværest ved at efterleve myndighedernes anbefalinger.
Derfor anbefaler RådgivningsDanmark, at I nøje overvejer og tager stilling til, om og hvordan I fortsat kan hjælpe jeres brugere, mens en stor del af Danmark er lukket ned. Det kan være ved at udarbejde en særlig beredskabsplan for perioden, digitalisere fremmødetilbud, lukke nogle rådgivningskanaler ned og organisere rådgivningsarbejdet anderledes samt tilpasse åbningstider.
Forslag ift. digital rådgivning:
- Hvis ikke jeres rådgivere allerede rådgiver hjemmefra, er det nu I med fordel kan prøve kræfter med hjemmerådgivning. Vær dog meget opmærksom på ikke at gå på kompromis med beskyttelse af brugernes anonymitet, persondata mv. Se evt. RådgivningsDanmarks guide “Guide til teknisk opsætning af anonym rådgivning”
- Hvis hjemmerådgivning ikke er en mulighed, er det helt essentielt at begrænse antallet af rådgivere, som møder fysisk ind i rådgivningen, at sørge for fysisk afstand mellem rådgivere og andre medarbejder og understøtte god og nem hygiejne samt at informere tydeligt herom. Brug fx myndighedernes råd om hygiejne og infografikker fra denne side
- Reducer jeres åbningstid, hvis det er nødvendigt, og informer tydeligt herom til jeres brugere
- Sørg for at klæde jeres rådgivere på til at kunne hjælpe udsatte og bekymrede brugere så godt som muligt. Fx ved at formulere få, konkrete og letforståelige budskaber tilpasset jeres målgruppes særlige udfordringer og behov. Find fx inspiration ift. formidling til børn hos Sundhedsstyrelsen, som sammen med Børns Vilkår har udarbejdet en film målrettet børn.
I forhold til frivillige:
- Respekter hvis frivillige ikke ønsker at fortsætte indsatsen i denne periode – også selv om I giver mulighed for at rådgive hjemmefra. Alle må i disse tider træffe selvstændige beslutninger i forhold til at beskytte sig selv, sin familie og andre, og mange har familie og børn, de skal tage sig af.
- Sørg for at ingen frivillige med særlige udfordringer, fx ift. fysisk helbred, samt ældre og frivillige, som er afhængige af offentlig transport, møder ind i denne periode.
- Vær særligt opmærksomme på, at alle frivillige skal indføres omhyggeligt i en evt. beredskabsplan samt nye sikkerheds- og hygiejnestandarder, når de møder ind.
I forhold til fremmøderådgivning og aktiviteter:
- Erstat fremmøderådgivning med digital rådgivning, fx et telefonopkald eller en mail, i de tilfælde det er muligt
- Aflys aktiviteter og fremmøderådgivning, der ikke kan digitaliseres, da det ellers vil være svært at leve op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og dermed minimere smitte af corona-virus.
I forhold til foreningsdrift:
- Følg med på myndighedernes hjemmeside i forhold til orientering om arbejdspladser generelt
- Søg inspiration hos Center for Socialt Arbejde, som har udarbejdet en god Q/A i forhold foreningsbærende aktiviteter som fx generalforsamlinger.
*
Hvis I lukker jeres rådgivning ned, så husk at oplyse jeres brugere om, hvor de alternativt kan søge rådgivning eller støtte. Det kan fx være:
- Røde Kors Hjælpenetværk for syge, smittede eller isolations- og karantæneramte, der har udfordringer i hverdagen brug for praktisk hjælp: Tlf: 3529 9660
- Myndighedernes fælles hotline – til spørgsmål om, hvad man kan gøre for at undgå smitte, og hvad man skal gøre, hvis man bliver syg. Tlf: 70 200 233
- Hos et alternativt rådgivningstilbud, du kan finde på RådgivningsPortalen. Husk at holde øje med åbningstiderne hos relevante tilbud, inden I sender brugere videre hertil.
Frivillige som fortsat har overskud og lyst til at gøre en ekstra indsats i den periode, I lukker ned, kan evt. melde sig som frivillige i Røde Kors Hjælpenetværk ved at tilmelde sig her eller ringe på tlf. 3529 9660.
Nyttige informationer og links:
- Myndighedernes samlede anbefalinger – opdateres løbende: www.coronasmitte.dk
- Myndighedernes underside på samme side vedr. arbejdspladser generelt
- Statens Serum Instituts hjemmeside om COVID-19.