KL 13:00 - 16:00

Sted: Union

Nørre Allé 7, Lokalet Cielo på 3. sal, 2200 København, Danmark

Rådgivningsnetværket: Bekymring om seksuelle overgreb og vold – hvad kan rådgiveren gøre?

Alle borgere i Danmark har afværgepligt. Det handler både om, at vi skal gøre, hvad vi kan for at hjælpe mennesker, som er i livsfare, og at vi skal forsøge at forebygge visse alvorlige kriminelle handlinger.

Det er især dette sidste aspekt af afværgepligten, som maj måneds netværksmøde handler om.

Indhold
I straffeloven § 141 kan man læse, at hvis man får kendskab til planlagte forbrydelser, der vil medføre ”fare for menneskers liv eller velfærd”, så er man forpligtet til at gøre, hvad der står i ens magt for at forebygge forbrydelsen og dens følger. Det kan f.eks. handle om, at man som rådgiver blive vidende om et forestående overgreb på et barn, voldeligt overgreb på en voksen eller terrorangreb.

Men rådgivningsarbejdet er ofte fyldt med dilemmaer, gråzoner og vanskelige vurderinger. For hvornår har man fået en viden, som man bør handle på, og hvis der ikke er tale om akutte situationer, hvordan kan man så handle?

Med maj måneds møde i rådgivningsnetværket stiller vi skarpt på to problematikker, hvor sådanne spørgsmål kan blive relevante for rådgivere. De er hhv. bekymringer vedr. seksuelle tanker om børn og vold.

Programmet
På mødet får vi besøg af Red Barnets helt nye rådgivning ”Tal med Os” for unge, som er bekymrede for deres seksuelle tanker eller handlinger relateret til børn. Rådgivningen vil bidrage med deres viden og overvejelser om målgruppen og give deres bud på, hvordan man skal forstå og handle på seksuelle tanker om børn - herunder hvordan rådgivere kan håndtere samtaler, hvor de kommer i tvivl om, hvorvidt en bruger kan udgøre en fare for børns ”liv eller velfærd”. Tal med Os vil også gøre os klogere på, hvordan og hvornår man kan henvise brugere videre til dem.

Dernæst får vi besøg af Lev Uden Vold, som er Danmarks nationale enhed mod vold i nære relationer. Lev Uden vold vil sætte fokus på, hvordan vi kan forstå og handle på bekymring for eller trusler om vold. Hvornår er det i deres erfaring akut, så rådgiverne skal kontakte 112? Hvordan henviser man videre på en god måde, hvis det ikke er akut – og hvilken rolle kan Lev Uden Vold spille i den forbindelse?

Endelig vil der som altid i rådgivningsnetværket være tid til gruppedrøftelser og erfaringsudveksling i forhold til emnet.

TILMELDING
Tilmelding sker nedenfor. Tilmeldingsfristen er d. 7. maj 2025.

OBS: Mødet er planlagt til fysisk fremmøde, men hvis du kommer fra en organisation, som ligger uden for hovedstadsområdet, og derfor ikke har mulighed for at deltage fysisk, vil der også være mulighed for at være med online. Det vælger du i forbindelse med tilmeldingen.

Bliver du forhindret i at deltage, bedes du give os besked forinden via info@radgivnings.dk. Afbud skal ske senest 24 timer før arrangementets start, ellers opkræver vi et gebyr på 250 kr. via faktura, som sendes til din organisation.

Tilmeldingsfrist

7 maj, 2025

Andre arrangementer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få spændende nyheder, læs faglige artikler og se vores arrangementer

Nej tak, jeg vil ikke tilmelde mig.