Dagens emne
Selvom man arbejder for noget dybt meningsfuldt, kan man godt begynde at tvivle på, om det, man gør, nytter. Når man dagligt møder mennesker, der har været igennem traumer, afslag og tab, bliver håb ikke noget abstrakt, men noget skrøbeligt og helt konkret. Noget der let kan svækkes, også hos dem, der ellers er dybt engagerede i arbejdet.
I et dialogbaseret oplæg undersøger vi, hvordan mening sjældent forsvinder, fordi formålet mangler, men fordi forbindelsen mellem indsats og mulig fremtid bliver uklar. Når troen på, at det vi gør, fører et bedre sted hen, svækkes, bliver arbejdet let til drift. Derfor er mening og håb tæt forbundet. Håb ikke noget, vi har eller ikke har. Det er noget, vi gør. Sammen. I hverdagen. I relationerne og ikke mindst i de svære valg. Håb er altså ikke optimisme men mening igennem evnen til at se bevægelse, retning og mulighed midt i svære vilkår. Netop derfor bliver ledelse afgørende for, om håb og mening får lov at overleve i hverdagen.
På mødet vil Mads introducere, hvordan begreberne forestillingsevne, fremtidsempati, handlekraft og karakterstyrke kan fungere som redskaber for lederen. Formen er levende, faglig og engagerende, med plads til genkendelse, refleksion og energi, og med en klar ambition om, at deltagerne går derfra med noget tankevækkende og brugbart allerede dagen efter.
Dagens oplægsholder
Mads Bab arbejder med ledelse, mening og håb i organisationer, hvor krav, kompleksitet og forandring er en del af hverdagen. Han har mere end 25 års erfaring som leder, rådgiver og facilitator og har arbejdet tæt sammen med både offentlige og private organisationer.
I sit arbejde er han optaget af, hvordan mening, håb og handlekraft ikke opstår af sig selv, men formes i relationer, beslutninger og den måde, vi taler om fremtiden på. Hans tilgang er praksisnær og dialogbaseret med fokus på konkrete greb, der kan bruges direkte i ledelsesarbejdet.
Mads har skrevet bøgerne ”Gnisten i arbejdslivet” og ”I gang med styrkebaseret ledelse” og udkommer med håndbogen ”Håbefuld ledelse” i foråret 2026.
Dagens program
Ud over at mødes om oplægget vil lederne sparre med hinanden med udgangspunkt i det tema, som er på dagsordenen, og vi afslutter møderne med en fælles frokost.