#Nyt fra RådgivningsDanmark

Anna Bjerre er ny forperson for RådgivningsDanmark

maj 17, 2022

”Jeg vil arbejde for at synliggøre vores store indsats for at løfte kvaliteten i sociale rådgivningstilbud, ” siger den nyvalgte forperson for RådgivningsDanmark Anna Bjerre.

Medlemmerne af RådgivningsDanmark har ved generalforsamlingen den 17. maj 2022 valgt Anna Bjerre, direktør i GirlTalk og formand for Frivilligrådet, som ny forperson.

Samtidig er Ole Mikkelsen, direktør i WeShelter, ny næstformand, og Anne-Camilla Nielskov, direktør i Fri af misbrug er trådt ind i bestyrelsen.

”Jeg er rigtig stolt over at blive valgt til at føre det vigtige arbejde i RådgivningsDanmark videre. Vi har et stærkt fundament og en akkrediteringsordning, der er efterspørgsel på. Så nu bliver opgaven at rette blikket udad, så det store kendskab til RådgivningsDanmark forvandles til større anerkendelse af vores arbejde med kvalitet,” siger Anna Bjerre.

Hun fremhæver også vigtigheden af, at politikere, fonde og andre samarbejdspartnere bliver opmærksomme på, at kvalitetsstemplet fra RådgivningsDanmark, skal bruges som en vejviser.

”Civilsamfundet er tænkt med ind som en afgørende aktør i rigtig mange politiske forslag og planer. Det er fantastisk. Men det betyder også, at der stilles stadig større krav til kvaliteten i den rådgivning, der ydes i sociale rådgivninger. Her er RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel et væsentligt pejlemærke for fonde, politikere og andre samarbejdspartnere, når der skal skabes nye samarbejder. Det er i mine øjne vigtigt, at velfærdsopgaver og -samarbejder lander i organisationer, som arbejder seriøst med kvalitet og måler på den,” siger hun.  

Trine Nyby, som er direktør i RådgivningsDanmark, glæder sig til samarbejdet:

”Jeg er glad for, at Anna Bjerre vil stå i spidsen for vores brancheforening på et tidspunkt, hvor vi vokser og samtidig skal styrke det politiske og kommunikative arbejde. Sammen med Ole Mikkelsen, som er ny næstformand, får vi et stærkt formandskab, som både arbejder strategisk og har fingeren på pulsen i forhold til hverdagen i medlemsorganisationerne. Vi glæder os i sekretariatet meget til samarbejdet,” siger hun.

Anna Bjerre har været næstformand i RådgivningsDanmark siden 2021. Hun afløser Jeppe Kristen Toft, direktør i Livslinien, som har været formand siden 2015.

Anna Bjerre er valgt for en to-årig periode.

Læs flere nyheder
Modtag nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få information om RådgivningsDanmarks aktiviteter.