Akkrediteringsprocessen step by step

Læs om de forskellige stadier i en akkrediteringsproces.

Tilmelding og planlægning
Tilmelding til akkreditering sker ved at skrive til info@raadgivningsdanmark.dk senest 1. juli.
Alle medlemmer har login til vores medlemssite, hvor kvalitetsmodellen ligger.
Der aftales en dato for auditdag i efteråret, og rådgivningen oplyses om det tilknyttede auditorteam i løbet af sommeren.
Alle auditorer har underskrevet en tavshedspligts- og habilitetserklæring, og det er muligt for rådgivninger at fravælge et match grundet inhabilitet.

Kvalitetsbeskrivelsen (1. juli – 15. september)
Kvalitetsbeskrivelsen skrives af rådgivningen, som en besvarelse på kvalitetsmodellen. Læs her, hvordan man bedst forbereder sig på akkrediteringsprocessen.
Kvalitetsbeskrivelsen uploades af rådgivningen på medlemssitet senest 15. september.

Auditorer forbereder sig på auditdag (15. september – auditbesøg)
Hver rådgivning får tildelt et auditorteam på minimum to auditorer – en akkrediteringsfaglig og en rådgivningsfaglig. Auditorteamet arbejder sammen om at gennemgå kvalitetsbeskrivelsen med vedlagt materiale og forberede spørgsmål, program mm. til auditbesøget.

Auditdag (fra 23. oktober – 17. november)
Auditbesøget varer én dag. Dato for dagen aftales med rådgivningen, som i god tid før auditdagen modtager et program .
På auditdagen vil auditorerne typisk få en rundvisning, interviewe ledelse, rådgivere og/eller andre relevante personer. Hvis det er muligt, kan auditorerne også lytte med til en igangværende rådgivning.

Vurdering (auditdag-5. december)
Auditorteamet udfylder en auditrapport på baggrund af kvalitetsbeskrivelsen og auditbesøget.
Auditrapporten kommer herefter til akkrediteringsnævnet, som træffer den endelige afgørelse.

Akkrediteringsnævnet træffer afgørelse (5.-6. december 2017)
RådgivningsDanmarks akkrediteringsnævn består af akkrediteringsfaglige auditorer, Liselotte Juul, Anders Madsen og Jes Jessen, samt nævnsformand Jessy Mikkelsen, bestyrelsesmedlem i RådgivningsDanmark og daglig leder af Startlinjen.
Nævnet vurderer auditrapporten under et nævnsmøde og træffer afgørelse om akkreditering og det videre forløb.

Rådgivning modtager auditrapport (senest 22. december)
Rådgivningen modtager auditrapporten med feedback til hvert punkt i kvalitetsmodellen. Disse kan være inden for tre kategorier:
– Ingen uoverensstemmelser (OK)
– Mindre uoverensstemmelser (MUO)
– Større uoverensstemmelser (SUO)

Såfremt rådgivningen har OK til alle punkter, vil nævnet akkreditere rådgivningen uden videre.

Rådgivning arbejder på uoverensstemmelser (1. januar-1.april 2018)
Har rådgivningen MUO eller SUO, vurderer nævnet, om rådgivningen kan rette op på disse indenfor tre måneder. Rådgivningen får herefter en handlingsplan og tidsfrist.
Når rådgivningen er klar, kontaktes sekretariatet med dokumentation på, hvordan der er rettet op på uoverensstemmelserne.
Nævnet afgør, om disse er fyldestgørende, og om rådgivningen kan akkrediteres.

Vurderer nævnet, at uoverensstemmelserne er så store, at der ikke kan rettes op indenfor tre måneder, kan rådgivningen ikke akkrediteres og mulighed for fremtidig akkreditering drøftes.

Related Post